Hvordan er det at bo på plejehjem? Kan jeg leve og gøre de ting, som jeg plejer? Skal jeg helt ændre mit liv? Hvad sker der på et plejehjem? Kan jeg selv vælge, hvilket plejehjem jeg ønsker at bo på?
Hvad med kontakten og samværet med familie og venner? Hvordan er maden?
Sådanne spørgsmål tror vi, mange stiller.
Klokkebjerg vil gerne forsøge, gennem informationen på hjemmesiden, at give svar på spørgsmålene og beskrive vores tilbud som plejehjem.
Klokkebjerg er en selvejende institution, den har status som friplejehjem og er stiftet af Luthersk Mission.
På Klokkebjerg er det vigtigt for os, at beboerne oplever en hjemlig atmosfære og at Klokkebjerg bliver deres nye hjem, hvor beboerne får en hverdag, som de selv har stor indflydelse på.
Vi ønsker, at beboerne får en tilværelse, som bygger på de værdier, vaner, aktiviteter og relationer til familie, venner og naboer, som beboerne havde inden indflytningen.